Udlejning til nærtstående familie – disse regler skal du kende

 

I brevkassen på danskeboligadvokater.dk kommer der ofte spørgsmål vedrørende udlejning til egne børn, nærtstående familie og slægtninge. For hvordan er det nu lige med reglerne for det? Hvordan beskattes den indtægt, man opnår? Og hvordan er reglerne, hvis man som forælder køber en lejlighed og lader sit barn bo der gratis?

Overvejer man at udleje en bolig til et familiemedlem, gælder de samme regler, som hvis du udlejede boligen til en person, man ikke kender. Herunder lejeloven og reglerne om beskatning. I forhold til beskatning er det vigtigt at vide, at skattemyndighederne beskatter ud fra den objektive markedsleje –  det vil sige den leje, man kunne have opnået ved almindelig udlejning til fremmede. ’’Som ejer beskattes man for den fulde objektive udlejningsværdi, også selvom den aftalte husleje reelt er lavere end markedslejen eller helt ikke-eksisterende’’, forklarer Niels Erlandsen, advokat og formand for Danske BOLIGadvokater.

Som lejer skal den økonomiske fordel ved en lav husleje anses som en gave. En person kan afgiftsfrit give gaver til nærtstående familie, hvis den samlede værdi indenfor et kalenderår ikke overstiger et grundbeløb på 67.100 kr. (2020-niveau) Dette er vigtigt at være opmærksom på som lejer, hvis der er stor forskel mellem den aftalte leje og markedslejen.

Eksempel:

Hvis det antages, at den pågældende lejlighed ved almindelig udlejning kunne have indbragt en lejeindtægt på 6.000 kr. pr. måned, bliver man som udlejer/ejer beskattet af en lejeindtægt på 6.000 kr. x 12 = 72.000 kr., selvom man eksempelvis kun modtager 1.500 kr. pr. måned i husleje. Lejeren bliver i dette tilfælde ikke afgiftspligtig, da gavens værdi (4.500 kr. x 12 = 54.000 kr.) ikke overstiger den afgiftsfri bundgrænse.

’’Uanset om man kender sin lejer eller ej, er det en god idé at have de juridiske rammer på plads. Man bør sætte sig ind i lejeloven og reglerne for beskatning, og man kan med fordel udarbejde en lejeaftale og evt. en husorden’’, fortæller Niels Erlandsen.

Del/tip en ven:

TILBAGE

KONTAKT

Alliance Advokater Helsingør
Søndre Strandvej 40
3000 Helsingør
CVR. 1902 0886

(+45) 4921 9700
mail@alliance3000.dk

DOWNLOAD BILLEDE

Klik på billedet for at downloade