Fordele og ulemper ved forældrekøb
Danske Boligadvokater advarer: Overvej forældrekøb grundigt og få professionel rådgivning
Ejendomsmæglere inviterer i disse dage forældre til nye studerende indenfor til arrangementer om forældrekøb. Her bliver fordelene ofte fremhævet – men det er vigtigt også at kende faldgruberne, advarer Danske Boligadvokater.
Høje priser på ejerlejligheder kan gøre det fristende for forældre at hjælpe deres børn med en studiebolig. Men der er væsentlige risici forbundet med forældrekøb, som bør overvejes grundigt.
”Forældrene bør se sig godt for, selvom de her og nu kan tilbyde deres barn både en bolig og en lav husleje. Dels kan renten ændre sig over tid, og dels er man som forældre jo ikke herre over, hvad der sker i de unges liv,” siger advokat Michala Jørgensen, bestyrelsesmedlem i Danske Boligadvokater.
Hun nævner flere eksempler, hvor unge studerende dropper studiet, møder en kæreste, bliver forældre – eller flytter igen af andre årsager. I sådanne tilfælde står forældrene med en bolig, der ikke længere bruges som planlagt.
”Det anbefales, at forældrene og barnet indgår en skriftlig lejekontrakt, hvor vilkår – især omkring opsigelse – er nøje aftalt. Det giver tryghed og kan også være nødvendigt for at kunne søge boligsikring eller dokumentere lejeforholdet,” tilføjer Michala Jørgensen.
Få en certificeret boligadvokat med fra starten
Et forældrekøb bør altid gennemgås af en uvildig certificeret boligadvokat. Det gælder både juridiske og økonomiske forhold, som kan være afgørende for, om investeringen bliver en succes.
”En boligadvokat er specialist i at gennemgå ejerforeningens regnskaber og vedtægter. Det er fx ikke alle ejerlejligheder, der må udlejes, og i de tilfælde kan forældrene stå med en bolig, de ikke må leje ud til deres barn som planlagt,” forklarer Michala Jørgensen.
Et andet typisk problem opstår, når lejligheden ikke sælges efter endt studietid, og forældrene vælger at udleje til tredjemand. Uden en korrekt kontrakt kan de ende med en lejeaftale, som er uopsigelig.
”For forældre med luft i økonomien kan et forældrekøb være en god investering – men det kræver, at man er bevidst om risikoen og det ansvar, som man påtager sig som ejer af en udlejningsejendom. Her er regnskabspligt og indsigt i reglerne afgørende,” lyder det fra Danske Boligadvokater.
Til gengæld er der nye fordele, når lejligheden sælges
”Overtager barnet derimod lejligheden, har forældrene mulighed for at overdrage til 15% eller 20% under vurderingen, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Procentsatsen afhænger af, hvornår seneste vurdering er foretaget”, forklarer Michala Jørgensen.
Hun peger på, at det nye er, at forældrene kan indsætte avancen fra salg af en aktiv udlejningsejendom på en ophørspension. På den måde kan man udskyde skatten af overskuddet.
Den skattepligtige fortjeneste fra salget af forældrekøbslejligheden kan indbetales på en ophørspension med fradragsret for indskuddet – dog maks. 3.285.400 kr. (2025-tal). Men der er en række krav, som skal være opfyldt.
”Sælger skal være fyldt 55 år, inden der indgås en bindende aftale om salget. Sælger skal have udlejet ejendommen eller haft anden erhvervsmæssig virksomhed i mindst 10 år inden for de seneste 15 år forud for salget. Lejligheden kan godt have været udlejet til andre end barnet”, slutter advokat Michala Jørgensen, bestyrelsesmedlem i Danske Boligadvokater.
Der kan downloades gratis tjeklister til både køb og salg af bolig på https://www.danskeboligadvokater.dk/publikationer/
TILBAGE
KONTAKT
Alliance Advokater Helsingør
Søndre Strandvej 40
3000 Helsingør
CVR. 1902 0886