Forældrekøb sikrer studiebolig
Sommerferien er overstået og snart begynder rekordmange unge på en videregående uddannelse. Trods tiltag for at få flere studieboliger i de store byer samt politikernes opfordring til de unge om at søge bredt, så er kampen om studieboligerne stadig stor. For mange unge er redningen et forældrekøb.
Det er vigtigt at kende faldgruberne ved de forskellige typer af lejligheder, hvis man vil være på forkant med beslutningen om et forældrekøb. Danske BOLIGadvokat oplever ofte, at forældre er på bar bund i forhold til hvilken type bolig, der vil være den bedste investering. Individuel professionel boligrådgivning om fordele og ulemper ved fx ejerboliger og andelsboliger er afgørende for et trygt boligkøb uden dyre overraskelser.
”Sådan som boligpriserne har udviklet sig, er det blevet en betydelig investering at købe en ekstra bolig og samtidig kan man ikke forvente, at prisen på ens bolig stiger markant i løbet af de 3-5 år, en uddannelse typisk tager. Så det er bestemt ikke en beslutning, der skal tages uden overvejelse’’, forklarer Niels Erlandsen, advokat og formand for Danske BOLIGadvokater og fortsætter: “Der er mange regler og lovgivningen kan være forvirrende og uoverskuelig, så du kan spare dig selv og din familie for mange hovedbrud ved at benytte en boligadvokat som din rådgiver i forbindelse med et forældrekøb.’’
Nye regler for forældrekøb i 2021
Med Finansloven 2020 er der kommet nye regler for fradrag på forældrekøb, som træder i kraft i 2021. Fremover vil renteudgifterne have samme skattemæssige værdi som ved et helt almindeligt køb af en ejerbolig. Ændringen betyder bl.a., at forældrekøb ikke længere kan indgå i virksomhedsordningen og det bliver i praksis dyrere at lave et forældrekøb. På den baggrund er flere begyndt at overveje om et sameje mellem forældre og børn i stedet kan være en mulighed.
’’Et forældrekøb påvirker mange aspekter, både økonomisk og juridisk, og de fleste har behov for det fulde overblik over lovgivningen og deres egen økonomiske situation, før de kan gå ud og investere i en ekstra bolig til deres barn. Hos Dansk BOLIGadvokater rådgiver vi derfor ikke kun om selve købet, men også om hvordan man får mest ud af sin investering, overholder love og regler på området og vigtigst af alt – hvordan forældrenes økonomi og skatteforhold påvirkes ved købet’’, fortæller Niels Erlandsen.
Hold hovedet koldt og husk advokatforbeholdet
Når der er rift om boligerne får man ofte fornemmelse af, at hvis man ikke springer til nu, så er boligen væk. Problemet er bare, at når først købsaftalen er underskrevet, koster det 1% af købssummen at fortryde.
’’Man hænger på det, der er beskrevet i købsaftalen, medmindre man har fået indført et advokatforbehold i købsaftalen. Advokatforbeholdet giver nemlig køber mulighed for at gennemgå købsaftalen med en boligadvokat, mens det stadig er muligt at fortryde handlen gratis”, afslutter Niels Erlandsen.
Danske BOLIGadvokater har udarbejdet en række gratis tjeklister, som giver overblik over de mange aspekter, du bør være opmærksom på som boligkøber. Du kan finde tjeklisterne her.
TILBAGE
KONTAKT
Alliance Advokater Helsingør
Søndre Strandvej 40
3000 Helsingør
CVR. 1902 0886