For meget frihjul i boligrådgivning

 

Det er blevet for nemt at kalde sig boligrådgiver, mener Danske BOLIGadvokater. Flere og flere online virksomheder får forbrugeren til at tro, at de køber boligrådgivning af en advokat, selvom der ikke er en eneste advokat ansat i virksomheden.

’’Det er ikke imponerende’’, siger advokat og næstformand i Danske BOLIGadvokater, Peter Boe Christensen, mens han gennemgår en række tilfældigt udvalgte hjemmesider for bolig- og køberrådgivere. ’’En af dem skriver bl.a., at de er landets dygtigste boligrådgivere og kan spare 9 ud af 10 boligkøbere for uforudsete udgifter ved et boligkøb. Det er postulater, så det brager. Der foreligger intet sammenligningsgrundlag og det er så provokerende udokumenteret, at det tangerer ulovlig markedsføring’’, slår Peter Boe Christensen fast.

Boligadvokater uden at være det

Flere hjemmesider har lange passager om bl.a. Danske BOLIGadvokater, uden at have nogen som helst forbindelse til Danske BOLIGadvokater eller egentlige advokater ansat i virksomheden. Det er alene til glæde for søgemaskinerne. Problemet er, at forbrugerne sidder tilbage med en fornemmelse af, at her bliver de rådgivet af en certificeret Dansk BOLIGadvokat og det bliver de overhovedet ikke.

’’Det er rent frihjul og vildledning af forbrugerne at lede dem til at tro, at der her er tale om rådgivning fra en Dansk BOLIGadvokat. Den samlede juridiske og skudsikre rådgivning samt håndtering af alle de informationer, der gemmer sig i de 150 siders dokumenter, som gennemsnitligt indgår i en bolighandel, tilbyder de ikke – men forbrugeren ledes til at tro det”.

Ugennemsigtige priser og fortjeneste direkte i rådgiverens lommer

Mange køberrådgivere modtager provision fra f.eks. forsikringsselskaber og banker for at få boligkøberne til at vælge netop dette forsikringsselskabs eller denne banks produkt. Danske BOLIGadvokater ser et stort problem i, at boligkøberne tror, at de modtager uafhængig rådgivning, og at rådgivningen pakkes ind som en totalløsning.

Hovedparten af de mange sites tilbyder boligrådgivning i forskellige pakkeløsninger. ’’Det er meget vigtigt at pointere, at de viste priser på den type hjemmesider sjældent er den endelige pris. Den besparelse, man tror at man opnår, forsvinder ofte i form af ekstraydelser, som boligkøberne er nødt til at have, men som ikke indgår i pakkeløsningen’’, fortæller Peter Boe Christensen.

Boligkøberne har ingen mulighed for at validere prisbesparelsen og kommer for det meste til at betale flere tusinde kroner ekstra for obligatoriske tillægsydelser. Flere køberrådgivere tager yderligere 10% af et eventuelt nedslag i købsprisen. Til sammenligning skal en Dansk BOLIGadvokat aftale en pris før rådgivningen igangsættes. Det sker typisk på et gratis formøde, som alle BOLIGadvokater er forpligtet til at tilbyde i henhold til foreningens etiske regler, som er godkendt af Forbrugerrådet og Advokatsamfundet.

 

 

FAKTABOX:

Tjekpunkter til en tryg og sikker bolighandel

  • UAFHÆNGIG RÅDGIVNING
    Rådgivningen skal have ét eneste mål; at sikre dig en tryg bolighandel til fordel for dig og din familie. Du bør altid vælge en boligrådgiver, der er 100% uvildig. Det er din sikkerhed for, at rådgiveren udelukkende tager udgangspunkt i, hvad der tjener dig bedst.
  • ADVOKATFORBEHOLD
    Husk at få tilføjet et advokatforbehold i købsaftalen. Får du tilføjet et advokatforbehold i købsaftalen, er du som køber sikret en gratis mulighed for at fortryde købet, også selvom begge parter har skrevet under på købsaftalen.
  • TILSTANDSRAPPORT OG ELINSTALLATIONSRAPPORT
    Vær opmærksom på de beskrevne fejl og mangler ved boligen og tjek op på evt. UN’er i rapporterne. En ejerskifteforsikring dækker typisk ikke fejl og skader på boligen, hvis disse er nævnt som ’’UN’’ i rapporterne og burde være undersøgt nærmere, før du skrev under.
  • LOKALPLANER OG SERVITUTTER
    Undersøg ejendommens servitutter og lokalplaner, inden du skriver under. Begge dele kan lægge store begrænsninger på, hvordan du må benytte ejendommen.
  • FINANSIERINGSMULIGHEDER
    Få en finansieringsform, der passer til din økonomi. Det er vigtigt at sætte sig ind i de mange lånetyper og deres fordele og ulemper. En Dansk BOLIGadvokat må ikke modtage provisioner fra banker og kan give dig et helt uvildigt råd om, hvad der er bedst for dig.
  • FORSIKRING OG PENSION
    De fleste boligkøb er baseret på to indtægter. Hvis en indtægt forsvinder, er der stor risiko for, at boligen skal sælges på tvangssalg til en lav pris. TJEK: Livsforsikring, ulykkesforsikring, tab af arbejdsevne og kritisk sygdom, arbejdsløshedsforsikring/lønsikring og pension. 
  • FORMUE
    Aftaler om hvordan ejerskab fordeles er dels en sikring af formuen, men også en måde at sikre sig selv på i forhold til skilsmisse eller død. TJEK: Særeje, fælleseje, kombinationssæreje og skilsmissesæreje.
  • SAMLIV
    Knap halvdelen af alle parforhold og ægteskaber ophører. Det har store konsekvenser for familien og er derfor vigtigt at forholde sig til. TJEK: Ægtepagt, ægtepagt med særeje, ugifte samlevende, pensionsægtepagt og samlivsaftale.
  • FAMILIE
    Boligen udgør den største værdi for de fleste familier. Der gælder særlige fordelagtige regler for handel, lån og gaver mellem familiemedlemmer. TJEK: Familiehandel, gavebrev og rentefri familielån.
  • ARV
    Planlæg i tide hvordan I sikrer hinanden bedst muligt, når den ene går bort. Overvej ligeledes hvad der skal ske i forhold til evt. børn – både dine, mine og fælles børnTJEK: Testamente, samlevertestamente, børnetestamente.
  • SKATTEFORHOLD
    Boligkøb og boligsalg påvirker skatten. Hvordan afhænger af indkomst, aktier, ejerskab af virksomhed og meget andet. Få overblikket, mens du selv kan påvirke udfaldet.
  • SALG
    Vi skifter bolig 3-4 gange i løbet af et liv. Derfor kan det være smart at forberede det næste salg, allerede når du køber. TJEK: Har du en bolig, du skal sælge, før du kan købe? Hvor lang tid tror du der går, før du vil sælge din nye bolig?

 

Del/tip en ven:

TILBAGE

KONTAKT

Alliance Advokater Helsingør
Søndre Strandvej 40
3000 Helsingør
CVR. 1902 0886

(+45) 4921 9700
mail@alliance3000.dk

DOWNLOAD BILLEDE

Klik på billedet for at downloade