Danske retshjælpsforsikringer yder ikke tilstrækkelig sikkerhed for en fair retshjælp
Efter en række konkrete sager, hvor boligkøbernes ejerskifteforsikring afviser at dække skader på den nye bolig, og hvor forsikringsselskabet samtidig afviser at lade retshjælpsforsikringen træde i kraft i en sag mod forsikringsselskabet, anbefaler Danske BOLIGadvokater ændringer på området.
“Vi anbefaler, at retshjælpsforsikringen gøres til en selvstændig forsikring og opfordrer forbrugerne til at tegne forsikringen i et andet selskab end det, hvor de har samlet deres øvrige forsikringer. Ved en sådan løsning kommer forbrugeren ikke i klemme, og forsikringsbranchen undgår at blive tillagt mere eller mindre uhæderlige motiver til at give afslag,” forklarer Jan Schøtt-Petersen formand for Danske BOLIGadvokater.
I Tyskland tilbyder forsikringsselskaberne retshjælpsdækning som en selvstændig “Rechtsschutzversicherung”. Forsikringen har typisk en dækningssum på 1 mio. euro og koster i gennemsnit mellem 120-150 euro om året.
I Tyskland indgår retshjælpsforsikringen derfor ikke i familiens øvrige forsikringspakke, og dermed fjernes muligheden for konflikt mellem forsikringstager og forsikringsselskabet.
“I Danmark indgår retshjælpsforsikringen som en del af familiens indbo- eller familieforsikring. Det er der faktisk ingen gode grunde til,” understreger Jan Schøtt-Petersen, “faktisk tværtimod. Alle de gode grunde taler for en selvstændig forsikring, så alle parter får en uafhængig og gennemskuelig forsikringsløsning.”
Fakta
I 2009 blev der tegnet ca. 24.000 ejerskifteforsikringer – Danske BOLIGadvokater vurderer , at ca. 2/3 eller ca. 16.000 af disse forsikringer er tegnet i netop det selskab, hvor familien har samlet sine øvrige forsikringer.
I sager, hvor en forsikringstager vil anvende sin retshjælpsdækning i en sag mod forsikringsselskabet, bør selskabet i følge Danske BOLIGadvokater ikke kunne afvise sagen. En tur gennem Forsikringsankenævnet tager typisk mellem 6-12 måneder.
“En forsikring skal kunne anvendes, når der opstår akutte problemer for familien – det er jo hele fidusen med en forsikring. Går der flere år fra det tidspunkt, hvor skaden opstår, og til den er udbedret, giver det ingen mening at tegne en forsikring,” lyder det fra Danske BOLIGadvokater.
Forløb ved klage til forsikringsankenævnet
- Forsikringsselskabet afviser at dække skaden via ejerskifteforsikringen
- Forsikringstager klager til forsikringsankenævnet
- Forsikringsankenævnet kommer med sin afgørelse typisk efter ca. 10 måneder. I dette eksempel en afvisning af klagen
- Forsikringstager henvender sig til forsikringsselskabet for at få afgørelsen prøvet via domstolene med hjælp fra retshjælpsforsikringen
- Forsikringsselskabet fastholder, at der ikke er en sag (henviser til Forsikringsankenævnets afgørelse) og afviser, at en sag mod forsikringsselskabet vil kunne føres via retshjælpsforsikringen
- Forsikringstager klager igen til Forsikringsankenævnet, denne gang over at retshjælpsforsikringen ikke dækker
- Forsikringsankenævnet kommer med sin afgørelse efter ca. 10 måneder – her vil praksis normalt være en henvisning til den første anke og i 9 ud af 10 tilfælde en afvisning. Dvs., at sagen ikke prøves via domstolene
Formand for Danske BOLIGadvokater, advokat Jan Scøtt-Petersen. mobil: 3060 3311
Hvad står Danske BOLIGadvokater for? Danske BOLIGadvokater er en sammenslutning af advokater med speciale i boligrådgivning. De har som de eneste fået branchens blå stempel som BOLIGadvokater, fordi de udelukkende arbejder efter de etiske regler for køb og salg af fast ejendom, der er aftalt mellem Advokatsamfundet og Forbrugerrådet. Det betyder bl.a., at en dansk BOLIGadvokat yder uafhængig rådgivning og ikke må repræsenterer sælger og køber i samme handel. Og det betyder også, at Danske BOLIGadvokater ikke har alliancer med andre aktører i branchen som fx banker, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber m.v. Alle medlemmerne af Danske BOLIGadvokater har et certifikat i bolighandel og er forpligtet til at anvende foreningens koncepter for henholdsvis køber- og sælgerrådgivning. Certifikatet betyder også, at der stilles krav til medlemmerne om løbende uddannelse og kursusdeltagelse, og alle medlemmer er forpligtet til at modtage besøg af en auditor, som skal kontrollere, at medlemmerne lever op til deres forpligtelser. Foreningen blev stiftet i år 2000 og har i dag omkring 220 medlemmer fordelt over hele landet.
TILBAGE
KONTAKT
Alliance Advokater Helsingør
Søndre Strandvej 40
3000 Helsingør
CVR. 1902 0886