Hver 6. dansker kæmper med fugt og skimmelsvamp
Det seneste år har været det vådeste DMI nogensinde har registreret, og de store mængder regn giver den skumle skimmel gode betingelser for at slå sig løs hos danske boligejere – særligt i små lejligheder.
Circa hver 6. kæmper med fugt og skimmelsvamp i boligen viser Realdania og Videncentret Bolius’ undersøgelse ”Danskerne i det byggede miljø”, og Bolius har det seneste år fået 70% flere henvendelser om skimmelsvamp end årene før.
”Den første udfordring er at opdage skimmelsvamp. Det kan det være svært at afgøre, hvornår det er opstået og hvorfor, og det er ikke altid, der er synlige tegn. Det kan være misfarvninger på vægge og lofter og en muggen eller jordslået lugt,” siger Alexander May-Worre.
I Danmark er vi blevet omhyggelige med at skrue ned for varmen. ’Energibesparelser’ er blevet vores tids kollektive mantra. Men fugtigt vejr kræver ekstra opmærksomhed på temperaturer, særligt i mindre andelslejligheder. Når vi skruer ned for temperaturen, kan luften indeholde mindre vanddamp. Den fugtige luft vi afgiver, sætter sig som kondens på kolde overflader som vægge og vinduer, og det er en lynhurtig vej til skimmelsvamp.
Manglende udluftning, manglende vedligeholdelse af små lejligheder og utidssvarende konstruktion er de mest almindelige årsager til skimmelsvamp.
”Skimmelsvamp er et af de temaer, der går igen i de sager, vi møder. Udover at det er særdeles sundhedsskadeligt, og kan medføre allergi, astma og andre luftvejssygdomme, så er det ofte nogle komplicerede sager,” siger Alexander May-Worre, bestyrelsesmedlem i Danske BOLIGadvokater.
Udover de helbredsmæssige konsekvenser er der nemlig også en dundrende økonomiske hovedpine, der kan følge med, når den ubudne gæst skal smides på porten.
”Det er en god idé at spørge sælgeren eller ejendomsmægleren om tidligere problemer med fugt eller skimmelsvamp. Det kan være svært at afgøre, hvem der har ansvaret. Er der en mistanke om skimmel, anbefaler vi hos Danske BOLIGadvokater altid at du får en ekspertvurdering. Det koster, men det er langt bedre end at ende i en langstrakt retssag, hvor du måske ikke kan bo i boligen,” anbefaler Alexander May-Worre.
Boligadvokatens erfaring er, at denne type retssager trækker ud, men i mange situationer er nødvendige at gennemføre, bl.a. fordi det kan være dyrt at få saneret skimmelsvampen.
TILBAGE
KONTAKT
Alliance Advokater Helsingør
Søndre Strandvej 40
3000 Helsingør
CVR. 1902 0886