Studiestart betyder mere boligfup. Undgå at blive snydt, når du skal leje bolig

 

Der er stor rift om lejeboliger i København, Aarhus og Odense, der er til at betale som studerende. Mange unge snyder sig selv eller bliver fuppet af bedragere, der forsøger at udleje lejligheder, de slet ikke ejer. Man bør som boligsøgende tage nogle forholdsregler for at undgå snyd, mener Danske BOLIGadvokater.

Det kan være farligt at leje en bolig, hvis man er uheldig at møde en boligsvindler. Flere boligsøgende oplever at blive snydt, fordi personer udgiver sig for at være udlejer af en bolig, som vedkommende slet ikke ejer eller har rådighed over. I værste fald risikerer man at stå både uden bolig og penge. Derudover er der mange boligsøgende, der snyder sig selv og accepterer en for høj husleje, urimelige lejevilkår eller som ikke får tilbagebetalt deres depositum. Det sker især ved studiestart, hvor der er flere boligsøgende end der er ledige boliger, og hvor konkurrencen om studieboliger i de store universitetsbyer er enorm.

 
Hold hovedet koldt og husk den sunde fornuft

’’Der er ofte ikke meget hjælp at hente, når først man er blevet snydt af en udlejer. Til gengæld kan man gøre meget selv for at sikre sig, inden det kommer så vidt’’, fortæller Alexander May-Worre, advokat og bestyrelsesmedlem hos Danske BOLIGadvokater. Han uddyber:

”Man bør fx altid undersøge eller kræve dokumentation på, at udlejeren rent faktisk ejer boligen. Man skal se hele boligen og gennemgå lejekontrakten nøje, før man overfører depositum og forudbetalt leje til udlejeren’’.

Overførsel af depositum og penge til udenlandske banker og platforme er som udgangspunkt sjældent en god idé. Hvis udlejer kræver det, bør man kontakte sin bank og bede dem stå for overførslen. Det giver en større sikkerhed samt mulighed for at stoppe overførslen, hvis det viser sig at være svindel.


Undgå at udlejer render med depositummet

”Vi ser desværre ofte tilfælde, hvor udlejer ikke er villig til at betale depositummet tilbage ved fraflytning, fordi der angiveligt er behov for en større istandsættelse af lejligheden. Derfor er det meget vigtigt, at man gennemgår sit lejemål sammen med udlejer, når man flytter ind. Ved at lave en fejl- og mangelliste allerede ved indflytning, kan udlejer ikke kræve betaling for disse ved fraflytning, Ligesom man skal reklamere straks over mangler, man opdager efter indflytning’’, siger advokat Alexander May-Worre. Han anbefaler, at man billeddokumenterer lejemålets stand både ved indflytning og fraflytning, ligesom der bør laves både ind- og fraflytningssyn.

Når man fraflytter en bolig, skal lejemålet som udgangspunkt overleveres i samme stand, som man modtog det – med undtagelse af almindelige slid og ælde. Man må derfor forvente, at der er behov for en vis form for istandsættelse, når man fraflytter. Som regel er der tale om maling af vægge og lofter samt slibning eller lakering af gulve. Er der sket skader på lejemålet i lejeperioden, kan udlejer som udgangspunkt også kræve disse udbedret for lejers regning.

’’Det er normalt, at udlejere stiller krav om, at lejemålet skal istandsættes af udlejers håndværkere for lejers regning. Derfor bør man som lejer være særligt opmærksom på sådanne vilkår, inden lejemålet indgås. Mange lejere forventer selv at kunne udføre istandsættelsen ved fraflytning og dermed få hele depositummet retur. Sådan går det ikke altid, og det afføder desværre mange konflikter ved huslejenævnene og Boligretten’’, afslutter Alexander May-Worre, advokat og bestyrelsesmedlem af Danske BOLIGadvokater.

Faktaboks:

Danske elever og Studerendes Kollegieråd foretog i 2016 en rundspørge blandt lige knap 4.000 studerende, der viste, at hver tiende havde følt sig snydt på boligmarkedet.

Der var tale om alt lige fra manglende vedligehold af lejemålet til manglende tilbagebetaling af depositum, afkrævning af ’penge under bordet’ og direkte svindel med udlejning af ikkeeksisterende boliger. 

Værst står det til i de store studiebyer, hvor størstedelen af politianmeldelserne kommer i sommerperioden omkring studiestart.

Del/tip en ven:

TILBAGE

KONTAKT

Alliance Advokater Helsingør
Søndre Strandvej 40
3000 Helsingør
CVR. 1902 0886

(+45) 4921 9700
mail@alliance3000.dk

DOWNLOAD BILLEDE

Klik på billedet for at downloade