Blind tillid til byggefirmaer koster nybyggere dyrt

 

Drømmen om et nybygget hus kan hurtigt blive et økonomisk og følelsesmæssigt mareridt, hvis ikke de juridiske og praktiske aftaler er på plads fra starten. Brug uafhængige rådgivere tidligt i forløbet - det betaler sig, er rådet fra Danske BOLIGadvokater.

Gennem årene er mange danskeres drøm om selv at bygge deres hus druknet i økonomiske, praktiske og juridiske problemer. Alene i 2012, på trods af lavkonjunktur i byggeriet, modtog Byggeriets Ankenævn 605 klager. Kun i 43 % af de afsluttede sager i 2012 fik forbrugerne helt eller delvist medhold, mens der i kun 3 % af sagerne blev indgået forlig.

Uklare aftaler, byggesjusk, konkurser og forurenede grunde er blot nogle af de problemer, man kan løbe ind i, hvis man ikke fra starten får kvalificeret og uafhængig rådgivning.

Få rådgivning fra starten – klageinstanser er til småbeløb
“Det er vigtigt for nybyggerne at forstå, at uafhængig rådgivning tidligt i forløbet er helt afgørende. Hvis først byggeriet går i hårdknude, så er der reelt ingen klageinstans, der varetager købernes interesser. Instanser som f.eks. Byggeriets Ankenævn behandler kun sager med en samlet entreprisesum på under 1 mio. kroner, og det er endda inklusive moms. Nybyggeri har ofte meget større summer på spil”, siger formand for Danske BOLIGadvokater, Jan Schøtt-Petersen.

Vær velforberedt – godt begyndt er halvt fuldendt
Når det drejer sig om nybyggeri, bør alle aftaler med byggefirmaer, arkitekter, håndværkere m.fl. være forhandlet på plads og skrevet ned, før man begynder sit byggeri. “Det gælder om at få bygget sit hus på et solidt juridisk fundament, før man bygger det fysiske”, siger Jan Schøtt-Petersen. “Ligesom på andre områder gælder det også ved nybyggeri, at godt begyndt er halvt fuldendt”.

De typiske problemer – medbyggere er ringest stillet
Uklare aftaler giver problemer, når fejl og mangler skal udbedres. Især hvis man har en aftale om medbyg, kan det være svært at fastslå, hvem der har ansvaret for fejl og mangler.Byggesjusk kan forstærkes af et løst tilsyn, og konkurser efterlader ufærdigt byggeri med store økonomiske omkostninger for bygherren. Ofte er det dyrt at få et nyt byggefirma til at overtage byggeriet, og garantien for det allerede byggede kan bortfalde, hvis man ikke har den rigtige kontrakt og garantiordning.

“Naturligvis kan man ikke gardere sig mod byggefirmaets konkurs eller forsinkelser, men man kan forberede sig så godt som muligt. Drømmen om et nybygget hus kan sagtens gå i opfyldelse, hvis man får kvalificeret og uafhængig rådgivning tidligt”, siger Jan Schøtt-Petersen.

Formand for Danske BOLIGadvokater, advokat Jan Schøtt-Petersen. mobil: 3060 3311

Danske BOLIGadvokater er en sammenslutning af advokater med speciale i boligrådgivning. De har som de eneste fået branchens blå stempel som BOLIGadvokater, fordi de udelukkende arbejder efter de etiske regler for køb og salg af fast ejendom, der er aftalt mellem Advokatsamfundet og Forbrugerrådet. Det betyder bl.a., at en dansk BOLIGadvokat yder uafhængig rådgivning og ikke må repræsentere sælger og køber i samme handel. Og det betyder også, at Danske BOLIGadvokater ikke har alliancer med andre aktører i branchen som fx banker, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber m.v. Alle medlemmerne af Danske BOLIGadvokater har et certifikat i bolighandel. Foreningen blev stiftet i år 2000 og har i dag omkring 200 medlemmer fordelt over hele landet.

 

Del/tip en ven:

TILBAGE

KONTAKT

Alliance Advokater Helsingør
Søndre Strandvej 40
3000 Helsingør
CVR. 1902 0886

(+45) 4921 9700
mail@alliance3000.dk

DOWNLOAD BILLEDE

Klik på billedet for at downloade