Boligejere tages som gidsler

 

De nye boligportaler Bolighed og Myhousebook har sat priser på 1,2 millioner boliger uden at spørge om lov, og hvis værdiansættelsen er forkert, bliver ejeren tvunget til at gå i dialog med portalerne.

Bolighed ApS, som ejes af de fire banker Nykredit, Sydbank, Spar Nord og AL Bank, og Myhousebook som ejes af BRF Kredit får nu hård kritik af Danske BOLIGadvokater:

“Den handelsværdi, som fx Bolighed maskinelt har beregnet sig frem til, kan være meget misvisende, og hvis ejeren vil have rettet Boligheds forkerte værdiansættelse, tvinges vedkommende til at gå i dialog med ejendomsmæglerkæden Nybolig, som samarbejder med de fire banker,” siger Jan Schøtt-Petersen, formand for Danske BOLIGadvokater.

På Bolighed har husejeren mulighed for at indlægge sin egen vurdering, men den vises kun, hvis man finder en lille knap som viser ejerens prisvurdering. På en bolig, der er sat til salg, vises salgsprisen sammen med Bolighed’s maskinelle vurdering, som ofte afviger fra salgsprisen og dermed påvirker hele prisdannelsen på boligen, uden ejeren har bedt om en prisvurdering.

En sammenligning mellem priser på Bolighed og Myhousebook viser markante forskelle. Danske BOLIGadvokater har testet flere konkrete ejendomme og ser flere eksempler hvor prisen varierer med millionbeløb både mellem de to portaler og de aktuelle handelspriser.

“Det er yderst kritisabelt, at boligejere, der ikke ønsker at være på portalen, ikke kan få slettet oplysningerne. På Bolighed minder det desuden om bondefangeri, når boligejeren tvinges ind i dialog med en bestemt mægler og bankgruppe. Hvad nu hvis ejeren hellere vil sælge via en anden ejendomsmægler eller selv stå for salget?”, påpeger Jan Schøtt-Petersen.

Går til Forbrugerombudsmanden

Danske BOLIGadvokater mener, at Bolighed og Myhousebook driver virksomhed i strid med markedsføringsloven og er gået til Forbrugerombudsmanden.

“Der er tale om en helt urimelig måde at få kunder på, fordi du som ejer ikke har nogen valgfrihed. Din ejendom bliver prissat af en række finansielle selskaber, som står bag portalerne, og den eneste måde at ændre prisen på er at gå i dialog med dem. Det strider imod god markedsføringsskik.”

Ifølge Jan Schøtt-Petersen vil Boligheds og Myhousebooks beregninger af handelspriser mærkbart forvride forbrugernes adfærd, hvilket også er i direkte strid med markedsføringsloven.

“Når portalerne bliver ved med at fastslå en misvisende pris på din ejendom, vil det forvride den måde kommende købere træffer beslutninger på. Grundlaget for at beregne handelspriserne er meget mangelfuldt, og uanset om Bolighed og Myhousebook tager en række forbehold, vil beregningerne påvirke boligmarkedet.”

Formand for Danske BOLIGadvokater, advokat Jan Schøtt-Petersen. Mobil: 3060 3311

Danske BOLIGadvokater er en sammenslutning af advokater med speciale i boligrådgivning. De har som de eneste fået branchens blå stempel som BOLIGadvokater, fordi de udelukkende arbejder efter de etiske regler for køb og salg af fast ejendom, der er aftalt mellem Advokatsamfundet og Forbrugerrådet. Det betyder bl.a., at en dansk BOLIGadvokat yder uafhængig rådgivning og ikke må repræsentere sælger og køber i samme handel. Og det betyder også, at Danske BOLIGadvokater ikke har alliancer med andre aktører i branchen som fx banker, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber m.v. Alle medlemmerne af Danske BOLIGadvokater har et certifikat i bolighandel. Foreningen blev stiftet i år 2000 og har i dag godt 150 medlemmer fordelt over hele landet. Danske BOLIGadvokater kæmper for at du kan få 100% uafhængig rådgivning. Du kan læse mere på www.danskeboligadvokater.dk, og www.facebook.com/danskeboligadvokater og www.youtube.com/danskeboligadvokater.

Del/tip en ven:

TILBAGE

KONTAKT

Alliance Advokater Helsingør
Søndre Strandvej 40
3000 Helsingør
CVR. 1902 0886

(+45) 4921 9700
mail@alliance3000.dk

DOWNLOAD BILLEDE

Klik på billedet for at downloade